Rejseguide til Mallorca - gode spisesteder, byer, seværdigheder og strande

NY BOG: FAVORITTERNE – KØB BOGEN HER – GRATIS SIGNERING – HURTIG LEVERING

Rejseguide til Mallorca

Rejseguide til gode spisesteder, byer, seværdigheder og strande på Mallorca:

Jeg befinder mig i øjeblikket på Mallorca, hvor jeg holder ferie med min familie. Dette år er det faktisk en ganske særlig ferie, da vi fejrer mine forældres sølvbryllup. De havde sølvbryllup d. 30. juli, hvor vi (mine søskende, mormor og jeg) vækkede dem med det helt store brunch bord på terrassen, hvor  vi havde pyntet festligt op, og så stod dagen ellers på hygge, byvandring, markedsdag, afslapning og fin middag om aftenen. Vi har lejet et hus i Es Mal Pas ved den gamle by i Alcudia igennem AirBnB. Huset er stort og har en dejlig pool. Vi har også lejet en bil, så vi nemt og hurtigt kan komme rundt på øen og opleve alle dens fantastiske steder og afvekslende landskab.

Jeg har delt en masse stories her fra øen, og I er simpelthen så mange, der har ønsket en rejseguide til Mallorca. Så herunder vil jeg dele nogle af de steder, vi har besøgt; både spisesteder, byer, strande osv. Vi var også på Mallorca for 2 år siden, så nogle af de steder, jeg anbefaler er fra sidste gang.

Spisesteder:

Cappucccino:

Dette er en kæde, som ligger mange steder på øen (og i resten af Spanien). Det er en lidt finere cafe, som bl.a. serverer morgenmad, forskellige sandwich, salater, drinks, cocktails og alt muligt andet lækkert. De laver god kaffe og fine kager og er rigtigt fint indrettet i engelsk stil. Prøv deres Frokacino, som er en frossen cappuccino med flødeskum eller deres Affogato. Cappuccino ligger bl.a. i Valldemossa og Palma. Tjek menukortet, inden du sætter dig på en af deres caféer, som ofte ligger lige på de mest populære hovedstrøg og pladser, og derfor er i den dyre ende.

Bistro Del Jardin:

Her spiste vi middag på mine forældres sølvbryllupsdag. Som navnet antyder, sidder man på terrassen i en skøn og fredelig have – stemningen er dejlig rolig selvom  der er mange gæster (husk at reservere bord). De serverer lækker mad og vin, og det er et perfekt sted at besøge, hvis man vil have et afbræk fra tapas. Hvis du elsker hvide duge, stofservietter og opmærksom betjening, vil du  synes om denne restaurant. Den ligger i Port Alcudia og er af samme ejer, som Michelin restauranten Maca de Castro, der desværre ikke havde åbent om tirsdagen, så det restaurantbesøg må vi have til gode til en anden gang.

Es Guix:

En helt særlig restaurant, som ligger i bjergene i Escorca, imellem Soller og Pollenca. Det føles som en lille perle gemt inde i en jungle – med et lille vandfald og en pool, hvor man kan bade. Restauranten ligger så fint oppe over pool området. Vi spiste ikke på restauranten, da vi kom forbi, inden den åbnede, men den er meget populær, og man skal derfor sørge for at bestille bord.

Villa Louisa:

En hyggelig og moderne restaurant, der ligger på havnepromenaden i Port de Soller, hvor man kan sidde og se ud på havet, stranden og bådene. De serverer lidt mere moderne mad f.eks. burrata salat, guacamole samt klassiske tapas retter. Vi bestilte bl.a. deres tacos med smørmørt oksekød, som have stået og simret i mange timer, og det smagte fantastisk!

TAST:

Virkelig lækker tapasbar, som der var rigtig mange, der anbefalede mig. Den ligger i Palma, og til frokost åbner den kl. 13, og hvis du ikke har bestilt bord, så skal du helst komme, når de åbner, for at sikre dig et bord. Vi fik de bedste hvidløgsrejer, burrata salat, padrons  (små stegte grønne peberfrugter), crocetter med ost og den bedste skinke! Og så selvfølgelig de traditionelle, små fine tapasanretninger med laks, rejer, skinke osv. ,som man selv henter ved disken.

La Terraza:

En fin og lækker restaurant, som ligger meget smukt på terrassen ned til vandet i det fredelige Alcanada, udenfor Alcudia. De serverer virkelig god mad og vin, og man får også her en rigtig dejlig betjening.  Vi spiste bl.a. rigtig god fisk her. Som altid, når der hvid dug på bordet, og der er kælet for detaljerne, er dette sted lidt i den dyre ende. Du kan også besøge denne restaurant for at drikke en lækker cocktail i deres cocktailbar på terrassen.

La Molienda:

En hyggelig kaffebar i Palma, som serverer virkelig god kaffe. Vi besøgte cafeen til frokost, hvor de bl.a. serverer avocado toasts og andre småretter. Maden er der måske ikke så meget nyt i, hvis man er vant til at gå på café, men den er lækker, og så er det fint anrettet.

Mirador de la Victoria:

Denne restaurant ligger helt perfekt for at se den flotteste solnedgang. Man kører et godt stykke ud af tangen, hvor Alcudia ligger. Det er en meget flot tur, men der er lidt bjergkørsel op til restauranten, og det sidste lille stykke fra parkeringspladsen skal man gå. De serverer traditionel spansk mad med lækker tapas og flere forskellige slags paella, men også store steaks. Det er en børnevenlige restaurant, da der også er en lille legeplads udenfor restauranten. Det anbefales at bestille bord.

Nogle af de byer, vi besøgte:

Vi elsker at køre på opdagelse til nye byer, små som store, og oplever på den måde altid noget nyt. Vi forsøger at komme lidt væk fra de mest “turistede” steder, men det er selvfølgelig svært at undgå, når man rejser lige midt i højsæsonen. Vi har altid badetøjet med bag i bilen, så vi kan stoppe ved en strand og tage en kølende dukkert i varmen. Nogle af de mest kendte byer på Mallorca, som vi har besøgt:

  • Palma
  • Alcudia (herunder Alcanada, Es Mal Pas og Port Alcudia)
  • Pollenca
  • Deia
  • Soller og Port de Soller
  • Valdemossa og Port de Valdemossa

Strande:

Der er virkelig mange gode strande på øen, men de mest populære er: Playa de Muro, Cala D’Or, stranden i Alcudia omkring fiskerihavnen er meget populær og børnevenlig og  Cala Formentor (her skal man komme tidligt).

Andre seværdigheder:

Hver tirsdag og søndag er der madmarked i Alcudia. Her kan du købe frisk frugt og grøntsager, smage på diverse oste, oliven, skinker og meget andet. Selve den gamle by med de små gader og bymuren er fin og hyggelig at gå rundt i.

 

Gør dig selv den tjeneste at besøge en rigtig vingård og få en vinsmagning. Det er altså hyggeligt at smage forskellige vine og spise brød og olivenolie, imens man er omringet af vinmarker. Vi besøgte en vingård, der hedder Bodegas Angel i vinområdet Binsalem, men der er SÅ mange, så det er nemt at finde én.

 

I ethvert større supermarked kan man købe flere slags virkelig lækre skinker, store modne tomater og andre grøntsager, oliven, frisk brød, m.m. Så det er nemt at købe ind til et skønt måltid og holde en picnic.

 

Har du været på Mallorca og er der nogle steder, du vil anbefale? Så skriv meget gerne i kommentarfeltet, så andre kan få glæde af dem. Tusind tak!

Skriv endelig en kommentar

Skriv en kommentar