Indlægget er lavet I samarbejde med Kenwood
Othellolagkage – Opskrift på den bedste Othellolagkage med hindbær, vanilje, chokolade og marcipan. Othellolagkage er en vaskeægte klassiker, når det kommer til lagkager. En Othellolagkage består af luftige lagkagebunde, vaniljecreme, hindbærsyltetøj, makronbund, chokoladecreme og marcipanbånd. Jeg har taget kagen et step videre og lavet lidt om på reglerne. Min version af Othellolagkagen består nemlig af luftige hjemmebagte lagkagebunde, hjemmelavet hindbærsyltetøj med citron, knuste makroner, vaniljemousse med creme fraiche, chokolademousse, chokoladeganache og selvfølgelig det klassiske marcipanbånd.
Lagkagen tager lidt tid at lave, da den skal stå på køl mange timer, men det er ingen sag, når man som jeg, har sin bedste ven med i køkkenet, nemlig min Kenwood Titanium Chef Patissier XL. Jeg har brugt Kenwood køkkenmaskiner i mange år og denne er klart min favorit. Maskinen har EasyWeigh og EasyWarm funktioner, hvor den vejer og smelter ingredienser direkte i skålen. Det er super smart, og man undgår derfor en masse opvask. Der er et farvedisplay på maskinen, hvor du kan vælge f.eks. piskning af æggesnaps, hvor maskinen fortæller dig, hvilken pisker du skal bruge og hvilken hastighed, der skal piskes ved. Jeg har derudover også brugt forskellige redskaber fra Kenwood’s Cake Decorating Set, hvor der bl.a. er en lagkagedeler, et drejefad, tyller, sprøjteposer og spatler. Der er alt man skal bruge til at lave den perfekte lagkage. Se meget mere om Kenwood her. Rigtig god fornøjelse!
Othellolagkage
Ingredienser
LagkagebundeFremgangsmåde
Lagkagebunde
Tænd ovnen på 175 C varmluft.
Pisk æggene skummende med piskeren. Tilsæt sukkeret og vaniljesukkeret lidt ad gangen. Pisk til massen bliver lys og luftig, gerne i 10 minutter. Kom vandet i. Bland mel, kartoffelmel og bagepulver sammen og sigt det i æggemassen. Vend forsigtigt melblandingen i æggemassen med flexibeater.
Fordel dejen i en springform på 23 cm i diameter, beklædt med bagepapir og smurt med smør, og bag bunden i ca. 40-45 minutter – prøv at stik med en kødnål eller lign., der må ikke hænge dej fast. Dejen hæver meget op, men når du tager den ud af ovnen, så falder den lidt sammen igen.
Lad lagkagebunden køle lidt af og befri den herefter fra springformen og bagepapiret og lad den afkøle på en bagerist. Del herefter bunden i to.
Hindbærsyltetøj
Kom hindbær, sukker og citronsaft i en lille gryde. Lad det stå i en times tid til hindbærrene er begyndt at smelte. Varm gryden langsomt op til kogepunktet, og lad syltetøjet koge et par minutter ved svag varme. Undgå at røre for meget i det, så bærrene ikke bliver helt mast.
Bland Rød Melatin med 1 tsk. sukker og drys det ud over syltetøjet og kog yderligere et par minutter (tjek fremgangsmåden på posen).
Vaniljemousse
Læg husblas i blød i koldt vand. Kog 50 ml af fløden, vanilje og sukker op til lige under kogepunktet. Smelt husblassen deri. Vend cremefraichen i, pisk resten af fløden til en let skum og vend i blandingen.
Chokolademousse
Læg husblas i blød i koldt vand. Smelt chokoladen i en skål over vandbad og lad den afkøle en smule. Pisk æggeblommer og flormelis lyst og luftig. Hæld chokoladen i imens der piskes.
Kom 3 spsk. vand i en lille gryde (eller i mikroovnen) og kog det op til lige under kogepunktet og smelt husblassen deri. Kom et par skefulde af chokolade-æggeblandingen i den varme husblas-masse og kom det hele op til chokoladeblandingen.
Pisk fløden til en let skum og vend forsigtigt i chokolademassen. Pisk til sidst æggehvider helt stive og vend dem forsigtigt i chokoladeblandingen.
Ganache
Varm fløden i en lille gryde til fløden lige akkurat begynder at boble. Kom chokoladen i en skål og hæld den varme fløde udover. Lad det stå i 5 min. hvorefter der røres i midten med en dejskraber eller piskeris indtil ganachen samler sig og bliver blank.
Sådan samler du kagen
Vælg det fad du gerne vil servere kagen på. Læg den første lagkagebund på fadet, kom kageplast rundt om og luk springformen om. Smør halvdelen af hindbærsyltetøj på og knus halvdelen af makronerne udover.
Kom vaniljemousse på og læg den sidste bund på. Smør resten af hindbærsyltetøj på og knus resten af makronerne udover og hæld chokolademoussen på. Stil kagen på køl i min. 4 timer. Hæld chokoladeganachen på, når moussen har sat sig.
Ælt marcipanen med flormelis og glukosesirup. Drys lidt flormelis på bordet og rul marcipanen ud til et bånd, der passer med højden og diameteren på kagen.
Pisk fløden til skum og smør kagen op med flødeskum med en spatel. Omkrans kagen med marcipanbåndet. Kom flødeskum i en sprøjtepose med stjernetyl og pynt kagen med flødeskum og hindbær rundt i kanten. Opbevar kagen på køl indtil servering. Velbekomme!
Skriv endelig en kommentar
Hej Frederikke
Kan kagen laves aftenen inden og serveres næste eftermiddag?
Ja, det kan den sagtens 🙂