Kandiseret appelsinskal - Hjemmelavede kandiserede appelsinskaller
Opskrifter Livsstil Shop

Kandiseret appelsinskal

Kandiseret appelsinskal – Opskrift på hjemmelavede kandiserede appelsinskaller med sukker og chokoladeovertræk. De lækreste kandiserede appelstænger, som smager så dejligt bittert af appelsin, sødme fra sukker og lækker god mørk chokolade. Det tager lidt tid at lave disse kandiserede appelsinskaller, men jeg lover at det er alt arbejdet værd. Appelsinskallerne skal nemlig koges af 6 omgange i alt, for at fjerne den bitre smag i appelsinskrællen. Derefter skal den koge i sukkersirup af 3 omgange. Tilsidst skal appelsinskallerne tørre i 1-2 døgn, hvorefter de bliver dyppet i mørk chokolade, bliver rullet i sukker eller blot forbliver, som de er. De kandiserede appelsinskaller er perfekte at give i værtindegave i julen eller serve som en del af julens konfekt.

Appelsinsirup

Den sirup der bliver tilbage, når appelsinskallerne har ligget deri, skal endelig ikke smides ud. Appelsinsiruppen kan bruges til mange lækre ting. F.eks. er siruppen perfekt til gløgg eller til en drink med appelsin. Siruppen kan også bruges til at hælde over pandekager eller vafler, der kan dyppes æbleskiver i den og den er perfekt ovenpå yoghurt eller skyr.

Tempereret chokolade

Når appelsinskallerne skal dyppes i mørk chokolade, så er det bedste, hvis chokoladen er tempereret, det gør at chokoladen ikke smelter så nemt. Hak chokoladen (med mindre den er i knapper) og kom den op i en skål, der kan tåle varme. Giv chokoladen 30 sek. i mikroovnen og rør rundt. Gør dette af nogle omgange indtil chokoladen begynder at smelte. Giv nu chokoladen 10 sek. af ca. 4-5 omgange eller til chokoladen er 33 C. Rigtig god fornøjelse!

Små søde sager til 6-8 personer
Forberedelse 1 t. / Tilberedning 3 t. / I alt + 1 dag
Ingredienser

Kandiseret appelsinskal

4 store appelsiner

Vand

500 g vand

500 g sukker, jeg bruger rørsukker

Derudover

250 g mørk chokolade, til overtræk

Ekstra sukker til at rulle i

 

Fremgangsmåde

Kandiseret appelsinskal

Skyld appelsinerne godt. Skær top og bund af appelsinerne og skræl dem. Dette gøres nemmest med en skarp urtekniv. Skær skallen i strimler på ca. 0,5 cm tykkelse. Der skal være det hvide bitre lag på, og der må også gerne være en smule af kødet.

Kom appelsinskallerne op i en stor gryde. Hæld koldt vand over, så det dækker appelsinerne. Kog vandet op til det begynder at boble. Hæld vandet fra appelsinskallerne og skyl gryden godt. Fyld gryden med iskoldt vand igen og tilføj appelsinskallerne. Kog op igen. Dette gøres 6 gange i alt, for at fjerne den bitre smag i appelsinskrællen.

Rengør gryden igen og fyld dem op med vand og sukker, for at lave en sukkersirup. Kog det op under omrøring i ca. 10 min. Juster varmen undervejs, så det ikke koger alt for meget. Tilføj appelsinskallerne og lad dem stå i sukkerlagen ved middelvarme med låg på. Rør lidt i det undervejs. Siruppen skal kun simre. Lad det simre i 30 min. Herefter køles gryden ned til stuetemperatur og processen gentages igen i i alt 3 omgange.

Efter sidste omgang, og når det hele er afkølet, lægges appelsinskallerne ud på en rist, hvor de skal tørre ved stuetemperatur i ca. 1-2 døgn. De må gerne stadig være let klistrede.

Nogle appelsinskaller kan forblive som de er, nogle kan rulles i alm. sukker og andre kan dyppes i mørk chokolade. Opbevar dem i en luftæt beholder ved stuetemperatur, hvor de kan holde sig længe. Velbekomme!

Bedøm denne ret

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Kurv Luk
Updating…

Ingen varer i kurven.