Sponsoreret indhold
Jeg har glædet mig rigtig meget til at dele dette med jer. Jeg har i en længere periode arbejdet på et samarbejde med Le Creuset, som laver noget rigtigt fedt køkkenudstyr. De er især kendt for deres støbejernsgryder, men har også alt muligt andet køkkengrej. I løbet af denne uge vil jeg lave en Instagram takeover på @lecreusetdk , samt give jer nogle lækre opskrifter, og til et par af opskrifterne er der også en video. Den første opskrift er på en anderledes kæmpe pandekage, nemlig en Dutch Baby Pancake, som er en ovnbagt pandekage. Se videoen her.
Ingredienser
Pandekagedej:
1 ¼ dl mælk
2 store æg
½ tsk salt
2 spsk sukker
1 tsk vanilje
1 ½ dl mel
Ca. 10 g smør til panden
Pynt:
Friske bær
Hakkede mandler
Hakket chokolade
Frisk mynte
Du skal bruge en støbejernspande (”skillet”), der er beregnet til at kunne komme i ovnen. Opskriften passer til en pande på 26 cm i diameter.
Fremgangsmåde
Pandekagedej:
Kom mælken i en skål og tilsæt mel, sukker, salt og vanilje. Pisk det godt sammen. Tilsæt æggene og pisk igen, til dejen er helt jævn. Lad pandekagedejen hvile i ca. 30 min.
Varm ovnen op til 200oC (varmluft ovn) og stil støbejernspanden ind i ovnen, så den kan blive varm.
Når pandekagedejen har hvilet, tages panden ud af ovnen. Kom smørret på panden og lad det smelte, inden dejen hældes på. Sørg for, at dejen flyder ud på hele panden. Stil panden ind i ovnen igen, og lad pandekagen bage i ca. 15-20 min. Dejen hæver på magisk vis op langs kanten af panden. Pandekagen er færdig, når den er fint lysebrun i midten og lidt mere brun og sprød på kanten.
Pynt den lune pandekage med friske bær, hakkede mandler, hakket chokolade og mynteblade og servér den i panden.
I må have en skøn aften og nyd solen!