Æbleflæsk - Klassisk æbleflæsk med flæsk og bacon - gammel dansk ret til frokostbordet.
Opskrifter Livsstil Shop

Æbleflæsk

 

Æbleflæsk – Opskrift på klassisk æbleflæsk med flæsk og bacon. Æbleflæsk er en gammel dansk ret til frokostbordet. Hvis du ikke kender æbleflæsk, kan det bedst beskrives som syrligt, søde stegte æbler med dejligt sprødt flæsk, som smager skøn lunt på en skive groft rugbrød. Æbleflæsk findes i et utal af varianter og ligesom med andre klassikere som f.eks frikadeller, er der ofte stærke holdninger til, hvad der den helt rigtige opskrift. Hvad er den rette kombination af æbler og flæsk? Skal æblerne skrælles og skal de skæres i tern eller både? Og hvilken æblesort er den bedste? Skal man bruge fersk eller røget flæsk? Og skal der egentlig løg i? Og hvis ja, skal løgene så skæres i tern eller ringe?

Dette er min families opskrift, sådan som min mormor og morfar altid har tilberedt æbleflæsk. Der er æbleflæsk på menuen i løbet af efterårets æblesæson, og den er et absolut must til julefrokosten den 1. søndag i advent og 2. juledag. Der bliver altid brugt Belle de boscope madæbler, som har en dejlig smag og steger møre på den helt rigtige måde. De skal ikke skrælles, da skrællen giver struktur og smag. Vi skærer æblerne i grove tern og steger dem uden løg, men det kan man naturligvis tilsætte.

Når det skal være ekstra lækkert som her, bliver der både brugt ferskt flæsk (som til stegt flæsk) og skiver af håndskåren bacon. Skal det gå hurtigere, fungerer det også helt fint med en pakke bacon i tern. Baconen giver en rigtig god smag sammen med æblerne, og kan både kommes ned i selve æbleflæsken eller lægges ovenpå til sidst.

Det er nemt at lave æbleflæsk: Man begynder med at stege flæsk og/eller bacon, som derefter tages af panden, og nu steges æbleternen i fedtet. Når æblerne har stegt næsten møre, drysses sukker over og steger med, og det er sådan set det hele. Hvor meget sukker, der skal tilsættes, afhænger selvfølgelig af ens smag, men også af hvor meget sødme der er i æblerne. Tilsæt derfor sukkeret lidt ad gangen, da æbleflæsk efter min mening ikke må blive alt for sød – det er jo ikke en dessert. Servér æbleflæsken lun, pyntet med det sprøde flæsk, og med godt rugbrød, gerne hjemmebagt. Æbleflæsk kan fryses. Rigtig god fornøjelse!

Følg med på de sociale medier

Husk endelig at følge mig på mine andre sociale platforme, hvor jeg deler meget mere inspiration til både det søde og det salte køkken. Du kan følge mig på Instagram, Facebook og TikTok. Derudover kan du prøve funktionen med din personlige opslagstavle (lyserød tegnestift i højre hjørne) her på bloggen. Her kan du på en hyggelig måde samle alle dine favoritopskrifter her fra min blog, så du nemt og hurtigt kan finde dem frem, næste gang du skal i køkkenet. Samtidig kan du dele din egen opslagstavle med venner og familie, sådan at de også kan få inspiration til bagning og madlavning fra dig.

Jeg håber, at du får glæde af mine opskrifter og opslagstavlen, og at du vil gøre brug af dem til både hverdag og fest.

Æbleflæsk

Frokost til 4-6 personer
Forberedelse 15 min. / Tilberedning 15 min. / I alt 30 min.
Ingredienser

Æbleflæsk

4 stk. flæsk i skiver

4 stk. bacon, skåret i skiver

1 kg madæbler, gerne Belle De Boskoop

Ca. 75 g sukker

Derudover

Rugbrød til servering

Fremgangsmåde

Æbleflæsk

Steg flæsk og bacon på en pande til det er sprødt. Placer flæsk og bacon på en tallerken med køkkenrulle, så det kan suge fedtet. Hæld lidt af fedtet fra panden, der skal nemlig være fedt på panden til at stege æblerne i.

Skyl æblerne grundigt og skær dem i mellemstore tern. Steg æblerne på panden med fedt og rør forsigtigt i dem undervejs.

Når æblerne er tilpas møre drysses sukker udover og de steger videre med sukkeret. Smag til om du ønsker mere sukker. Tilsæt evt. lidt mere stegefedt, hvis det bliver for tørt. Servér æbleflæsken lun, pyntet med det sprøde flæsk og sprødt bacon, og med godt rugbrød, gerne hjemmebagt. Velbekomme!

Bedøm denne ret

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Kurv Luk
Updating…

Ingen varer i kurven.