Opskrift på den bedste klisterede og snaskede brunsviger. En brunsviger, eller en “brunner”, består af en blød gærdej, som bages med en snasket karamel-topping, der bliver sprød, sej og klistret, når kagen kommer ud af ovnen. Det er en virkelig nem kage at bage, og den holder sig svampet og snasket i et par dage. Under opskriften finder du en ældre version af denne brunsviger opskrift, som mange af jer godt kan lide.
Den bedste brunsviger opskrift
Jeg laver brunsviger med en dej, hvor der kun er gær, mel, salt, sukker, mælk og smør i. Det giver en dejlig blød og let dej, som passer perfekt til det klistrede karamelsnask på toppen. Karamelsnasken består af smør og brun farin som blandes sammen og fordels på dejen og trykkes let ned i dejen.
Brunsviger
Ingredienser
DejFremgangsmåde
Dej
Smelt smør i en lille gryde. Når smørret et smeltet tilsættes mælken, så den kun lige bliver lillefinger-lun. Smuldr gæren i røreskålen og tilsæt mælk/smør og rør gæren ud heri. Tilsæt sukker, mel, salt og ælt dejen til den er glat og smidig og slipper skålen. Det er ikke sikkert, at du skal bruge alt melet. Lad dejen hæve et lunt sted med et viskestykke over i 20 min.
Brunsviger-topping
Mos blødt smør sammen med brun farin og stil det til side til det skal bruges.
Hæld dejen ud på bordet og rul den forsigtigt ud, så den passer i størrelsen til en form på ca. 25 x 35 cm. Beklæd formen med bagepapir og kom dejen i formen. Lav en masse små fordybninger i dejen med dine fingre. Stil dejen til hævning i 1 time.
Tænd ovnen på 200 C varmluft.
Fordel herefter brunsviger-topping på dejen og lav lidt flere fordybninger, så der kan komme masser af snask ned i dejen også. Drys med brun farin og bag brunsvigeren i ca. 18 min. Toppingen skal være gyldent og karamelliseret.
Lad den køle af lidt og nyd brunsvigeren. Velbekomme!
Top din snaskede brunsviger med flødeskum og andre toppings
Der er mange forskellige meninger og holdninger til den lækre, fynske kage. Nogle pynter en brunsviger med flødeskum (og slik), eller kagecreme, mens andre spiser et stykke brunsviger ovenpå et rundstykke. Der er også nogle, der tilsætter kardemomme i selve dejen og kanel i fyldet. Mulighederne er mange og jeg håber, at denne opskrift falder i god jord, selv for en fynbo.
Prøv en koldhævet brunsviger
Man kan sagtens lave en koldhævet brunsviger, hvis man f.eks. vil servere den til en fødselsdagsbrunch. Tilsæt 10 g gær i dejen. Bred dejen ud i formen og stil den på køl natten over. Tag dejen ud og lad den efter hæve i 1 time på køkkenbordet. Kom fyldet på og følg resten af opskriften.
Hvor kommer brunsviger fra i Danmark?
Den velkendte kage kommer fra Fyn, hvor man kan finde utrolig mange bagere, der sælger den lækre kage. På Fyn kalder de også ofte kagen for en “brunner”, så det kan du spørge om, hvis du kommer forbi Fyn.
Hvornår er det brunsvigerens dag?
Det sjove er, at den lækre kage fra Fyn har sin helt egen mærkedag. Hver år den 12. oktober fejres Brunsvigerens dag over hele Danmark. Den dag er en god anledning til at bage en god brunsviger, men du kan selvfølgelig bage den på alle tider af året.
Den gamle opskrift på snasket brunsviger
Opskriften på brunsviger har jeg opdateret, men I er flere, der var glade for den gamle opskrift. Her er det med en anden dej og med en flydende topping:
Dej
25 g gær
1 3/4 dl mælk, lun
35 g sukker
1 knivspids salt
265 g hvedemel
35 g smør, blødt
Brunsviger-topping
135 g smør
150 g brun farin
4 spsk. lys eller mørk sirup
2 spsk. piskefløde
Dej
Smuldr gæren i en skål og tilsæt mælk og rør gæren ud i mælken. Tilsæt sukker, mel salt og ælt dejen. Tilsæt smørret lid ad gangen og ælt det ind i dejen og ælt dejen til den er glat og smidig og slipper skålen.
Lad dejen hæve et lunt sted med et viskestykke over. Dejen skal hæve til dobbeltstørrelse ca. 30 min.
Topping
Smelt smør, brun farin, sirup og fløde i en gryde ved middelvarme og rør det godt sammen. Lad det boble en smule, så det tykner lidt. Lad karamellen afkøle i 10 min. inden det hældes på dejen.
Tænd ovnen på 180 C varmluft.
Beklæd en form på ca. 24×24 cm med bagepapir. Hæld den færdighævede dej i formen. Lav, med dine fingre, huller i dejen og hæld brunsviger-topping udover så det er godt fordelt.
Lad den hæve i yderligere 10 min. Lav igen huller, så der er så mange huller som muligt. Bag brunsvigeren i ca. 12-15 minutter.
Lad den køle af lidt og nyd brunsvigeren.
Der er også en opskrift på brunsviger i min bog Sweet Baking Moments. Prøv også min opskrift på den lækreste brunsvigerkage med kagecreme. Rigtig god fornøjelse!
Skriv endelig en kommentar
Den ser lækker ud, men prøv at bage dejen inden du kommer snask på, så snasken ikke brænder på dejen, da snasken ikke skal have for meget varme. Du kan også med fordel prøve at fordoble din snask??
Kan man bage den dagen i forvejen, eller vil det gøre den kedelig?
Det kan man godt, men den bliver bedst, hvis man lige luner den inden servering 🙂
Mums! Kan man mon lave gærdejen koldhævet over natten? Så den er hurtig at bikse sammen om morgenen? 🙂
Hej Frederikke!
De ser SÅ lækre ud
Jeg har ikke alm. gær i køleskabet, er det muligt at bruge tørgær? Hvis ja, hvor meget ville du anbefale?
Jeg har ikke prøvet med tørgær. Der plejer at stå på pakken, hvor meget det svarer til i frisk gær 🙂
Hej Frederikke
Hvor meget af sirupen skal der i? 4 hvad?
Hilsen Pernille
Hej Pernille
Det er hermed rettet 🙂
Hej igen
Hvad med fløde? 2 hvad?
Er det 13 eller 14 dl mælk?
Nej, det er 1 3/4 dl mælk 🙂