Valnøddelagkage - Opskrift på den lækreste lagkage med valnødder og kaffe
Opskrifter Livsstil Shop

Valnøddelagkage

Valnøddelagkage – opskrift på den lækreste lagkage bestående af luftige lagkagebunde penslet med rom, flødeskum vendt med hakkede valnødder og mørk chokolade, kaffeglasur og valnødder på toppen. Denne lagkage er en af mine favoritter, og den minder om den berømte valnøddelagkage der serveres på Svinkløv Badehotel. Lagkagen er i sig selv ret enkel, men kombinationen af de bløde lagkagebunde, flødeskummet, valnødder, chokolade og kaffeglasur er helt fantastisk! Jeg har blot grofthakket valnødderne og vendt i flødeskummet, som de er, men man kan også lave karamelliserede valnødder. Smelt lidt sukker på en pande, vend valnødderne rundt i det smeltede sukker, hæld det på et bagepair og lad det afkøle og hak det herefter ud.

Lagkagebundene er penslet med rom, hvilket giver en dejlig smag, men det kan man selvfølgelig undlade. Lav gerne kagen en dag i forvejen, da den har allerbedst af at stå og samle sig og trække god smag. Det er en helt ideel kage at servere for gæster. Rigtig god fornøjelse!

Valnøddelagkage

Lagkage til 10-12 personer
Forberedelse 1 t. / Tilberedning 30 min. / I alt + 2 t.
Ingredienser

Lagkagebunde

Lav 1 portion af denne opskrift

Fyld

Ca. 1 l piskefløde

2 tsk vaniljesukker

100 g flormelis

150 g valnødder, grofthakkede

150 g mørk chokolade, grofthakket

Kaffeglasur

200 g flormelis

Ca. 1 dl stærk kaffe

Desuden

Mørk rom til at pensle bundene med

Ca. 12 hele valnødder til pynt

Fremgangsmåde

Lagkagebunde

Kan sagtens bages en dag i forvejen, men vent med at skære ud til bunde til lige inden kagen skal samles.

Fyld

Pisk fløde, vanilje og flormelis sammen til en let skum. Vend forsigtigt valnødder og chokolade i flødeskummet.

Sådan samler du kagen

Vælg det fad du gerne vil servere kagen på og start med at befri lagkagebunden fra formen. Skær bunden igennem, så du i alt har 3 bunde. Læg den første bund på fadet, pensl  bunden med rom og kom 1/3 del (hold noget tilbage til at smøre kagen op med) af flødeskummet på, fortsæt med de resterende bunde og flødeskum. Slut af med den sidste bund og kom flødeskum ovenpå. Smør kagen op med det resterende flødeskum. Stil kagen på køl i ca. 1 time.

Lav kaffeglasuren ved at røre flormelis og kaffe sammen til en ensartet glasur. Den må ikke være for flydende, så tilsæt evt. mere flormelis, eller mere kaffe, hvis den bliver for tyk.

Fordel glasuren på toppen og lad den dryppe lidt ned ad kagens sider. Pynt med hele valnødder. Kagen har bedst af at komme på køl, gerne 1 time, indtil servering. Velbekomme!

Bedøm denne ret

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven