Fredagshygge: Verdens bedste hindbærsnitter - Opskrift på hindbærsnitter
Opskrifter Livsstil Shop

Fredagshygge: Verdens bedste hindbærsnitter

Fredagshygge: Verdens bedste hindbærsnitter. Det er fredag og det betyder fredagshygge, som i dag byder på verdens bedste hindbærsnitter. Og jeg mener det virkelig, når jeg skriver verdens bedste. Min mor har i mange år bagt disse hindbærsnitter med den lækreste glasur af hyldeblomstsaft. I min familie er det især min søster, der er vild med hindbærsnitter, og hun bestiller dem altid, når hun har fødselsdag. Hindbærsnitter er nemme at bage til mange mennesker, til f.eks. studentergilder eller fødselsdage. Glasuren kan også blot laves med vand, hvis du ikke lige har hyldeblomstsaft og den kan også farves med pastafarve. Rigtig god fornøjelse!

Små søde sager til 6-8 personer
Forberedelse 1 t. 15 min. / Tilberedning 20 min. / I alt + 2 t.
Ingredienser

Mørdej

225 g hvedemel

75 g sukker

125 g smør, koldt

1 tsk bagepulver

1 tsk vaniljesukker

1/2 dl vand, koldt

Derudover

3 spsk hindbærsyltetøj

Glasur af 150 g flormelis og 2-3 spsk koncentreret hyldeblomstdrik

Krymmel til pynt

 

Fremgangsmåde

Mørdej

Kom hvedemel, sukker, bagepulver, vaniljesukker og smør op i en skål og smuldre smørret i til en grynet masse. Saml dejen med vand indtil dejen er ensartet og sammenhængende. Kom dejen i en frysepose og kom den på køl i 1 time.

Tænd ovnen på 200 C varmluft.

Rul mørdejen ud til en tynd firkant, ca. 40×40 cm. Det er nemmest at gøre det imellem to stykker bagepapir. Smør hindbærsyltetøj på den ene halvdel af dejen og fold den anden halvdel indover. Tryk kanterne lidt sammen. Bag kagen i ca. 20 minutter til dejen er gylden og sprød.

Lad herefter kagen afkøle.

Rør glasuren sammen og smør på kagen. Pynt med krymmel eller frysetørrede hindbær og lad det sætte sig. Skær kagen ud i hindbærsnitter – små eller store. Skær de kedelige kanter fra. Opbevar kagerne i tætsluttende kagedåse. Velbekomme!

 

Bedøm denne ret

12 Comments
  1. Hej Frederikke, tror du det er muligt at fryse kagerne ned, enten før eller efter man bager dem? Og uden glasur på naturligvis 🙂

  2. Hej Frederikke.

    Jeg har nu bagt denne opskrift 2 gange. Virkelig lækre snitter!
    Er det også muligt, at bage mørdejen seperat og så putte marmeladen på bagefter? Gør det nogen forskel på bagetiden? Syntes nemlig ikke, at jeg kan få sprødhed i mørdejen, når jeg bager den med marmelade ind i.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Kurv Luk
Updating…

Ingen varer i kurven.