Hjemmelavet Fish n Chips serveret med den lækreste sauce tartare. Det er så sjældent, at jeg får Fish n Chips, men i dag skulle det være og så endda den hjemmelavede slags. Retten er forholdsvis nem at lave, men da der er mange forskellige komponenter med, så tager den lidt tid, derfor passer retten perfekt til fredagsmiddag eller til weekendmiddag. Jeg har brugt torskefilet som er dyppet i en beignetdej, som er perfekt til friturestegt fisk, løgringe osv. Dejen er lavet med bl.a. øl og den bliver sprød og luftigt når den frituresteges. Jeg elsker sauce tartare og jeg havde næsten glemt, hvor godt det egenlig smager, med de lækre urter, cornichoner og kapers, som passer perfekt til den lidt fede friturestegte fisk. Hvis du ikke er til den friturestegte del, så kan du bage fisken i ovnen eller stege den på en pande. Rigtig god fornøjelse!
Fish n Chips
Ingredienser
BeignetdejFremgangsmåde
Beignetdej
Kom hvedemel, salt og bagepulver i en skål og tilsæt øl imens der piskes. Tilsæt mælk og pisk dejen til en lind og ensartet dej. Pisk æggehviderne stive i en anden skål og vend dem forsigtigt i dejen. Lad dejen stå at hvile i 1 time, så den kan blive tyk og luftig.
Pomfritter
Tænd ovnen på 225 C varmluft.
Skyl og ordn kartoflerne og skær dem ud til firkantede grove pomfritter. Læg dem i en skål og dæk pomfritterne med vand. Lad dem stå i vandet i imens ovnen varmer op. Dryp herefter pomfritterne af i køkkenrulle og kom dem i en frysepose sammen med olie, hvidløgspulver, salt og peber og maser det godt rundt. Kom kartoflerne ud på en bageplade med bagepapir og bag kartoflerne i ca. 45-50 minutter til de er sprøde og gyldne. Det er en god ide at vende kartoflerne lidt undervejs, så bliver de sprøde og gyldne på alle sider.
Sauce tartare
Rør creme fraice og mayo sammen og tilsæt sennep. Rør de øvrige ingredienser i og smag til med salt og peber. Opbevar sauce tartare på køl indtil servering.
Ved servering
Varm olien op i en stor tykbundet gryde til ca. 170 C. Du kan stikke en tandstik ned i den varme olie, og hvis det syder og bobler rundt om, så er olien klar.
Dup med køkkenrulle på torskefileterne og skær dem ud i store stykker. Kom dem ned i dejen. Frituresteg herefter et par stykker fisk ad gangen, med dej, i gryden i ca. 5 minutter eller indtil dejen er gylden og sprød. Læg dem efterfølgende på et fad beklædt med køkkenrulle.
Server fisken imens den stadig er lun sammen med pomfritter, sauce tartare og citron. Velbekomme!
Skriv endelig en kommentar