I går blev jeg 23 år. En dejlig dag med sol, familie, venner, hygge i haven, god mad og gaver! Min veninde Caroline har fødselsdag samme dag som jeg, så hende fejrede vi i lørdags, og jeg sørgede selvfølgelig for kagerne! Det blev disse lyserøde luksus brownies med hindbærflødebolleskum. De var meget populære blandt fødselsdagsgæsterne! Opskriften herunder er til 1 kage. Kagen er ikke spor svær at lave og hvis du ikke har en sprøjtepose, kan du bare smøre flødebolleskummet ud ovenpå kagen med en kniv.
I dag er der pinseskovtur på programmet – en hyggelig tradition i min familie. God 2.Pinsedag!
Ingredienser
Brownie:
200 g smør
200 g chokolade (150 g mørk og 50 g mælkechokolade)
200 g sukker
5 æg
2 spiseskefulde mel
Hindbærflødebolleskum:
1 bakke hindbær
250 g sukker
100 g glukosesirup
3/4 dl vand
140 g past. æggehvider
Kornene af 1 vaniljestang
Pynt:
Spiselige blomster
Sølvstøv
Sølvkugler
Fremgangsmåde
Brownie:
Smelt chokolade og smør i en gryde ved svag varme. Når det er smeltet piskes sukkeret i. Derefter piskes æggene i chokolademassen. Til sidst tilsættes melet og der piskes igen. Hæld dejen i en springform på 23 cm i diameter beklædt med bagepapir i bunden. Bag kagen i ca. 25 minutter ved 180°C. Kagen skal føles ubagt når den kommer ud af ovnen, derfor skal den stå på køl i mindst 6 timer (helst natten over).
Hindbærflødebolleskum:
Pres saften ud af hindbærrene. Kog sukker (200 g), vand, hindbærsaft og glukosesirup op i en gryde til det når 117°C. Pisk æggehvider, vanilje og 50 g sukker sammen til en marengs. Når sukkersiruppen er klar hældes den ned i marengsen i en tynd stråle, imens der piskes ved høj hastighed. Pisk nu det hele sammen i ca. 20 minutter eller indtil det er kølet af. Kom flødebolleskummet op i en sprøjtepose og sprøjt det ud på kagen. Pynt med f.eks. spiselige blomster, sølvstøv og sølvkugler. Velbekomme!
Tip: Der kommer nok til at være noget flødebolleskum til overs. Brug det som topping på desserter, på isvaflen eller kast dig ud i at lave hjemmelavede flødeboller!
Hej! Tror du, at man vil kunne lave denne kage som en tal/bogstavkage, og undgå at den knækker i processen? 🙂
Hej!
Prøvede du dette? Jeg overvejer nemlig det samme 🙂