Den bedste jordbærtærte - Opskrift på den bedste jordbærtærte
Opskrifter Livsstil Shop

Den bedste jordbærtærte

Den bedste jordbærtærte med sprød tærtebund med mazarinfyld, lækkert chokoladelag, den dejligste vaniljecreme og selvfølgelig friske jordbær. Jeg elsker jordbærtærte og særligt den hjemmelavede version. Der findes mange slags måder at lave jordbærtærte på, men denne er min favorit.

I dag har jeg været på besøg hos søde Sofie, som bor i den smukkeste lejlighed på Østerbro. Sofie er virkelig dygtig til at bage kager og generelt rigtig god i et køkken. Du kan se Sofies flotte kager og billeder af hendes smukke lejlighed lige her. Da vi begge elsker at bage og længtes efter sommer og jordbær, bagte vi denne sommerlige jordbærtærte. Super hyggeligt at være to om at bage og dele viden og erfaring. Imens vi bagte tærten, filmede vi en video, så I kan se, hvordan vi gjorde. Se videoen lige her og lad dig blive inspireret. Her kommer opskriften (og ja, tærten bliver selvfølgelig kun endnu bedre, når de første danske jordbær er modne). Rigtig god fornøjelse

Den bedste jordbærtærte

Tærte til 8-10 personer
Forberedelse 1 t. / Tilberedning 45 min. / I alt + 2 t.
Ingredienser

Mørdej

120 g koldt smør

80 g flormelis

1 æg

30 g mandelmel

1 vaniljestang

235 g hvedemel

½ tsk. salt

Vaniljecreme

3 æggeblommer

2 spsk Maizena

3 dl mælk (gerne sødmælk)

75 g sukker

1 vaniljestang

3 dl fløde

Mazarinfyld

150 g marcipan

100 g blødt smør

100 g rørsukker

2 æg

50 g mel

1 vaniljestang

Chokoladelag

150 g smeltet mørk chokolade

Derudover

2 bakker jordbær

Spiselige blomster til pynt

Evt. hakkede pistacienødder til pynt

Fremgangsmåde

Mørdej

Rør smør, æg, halvdelen af hvedemelet, flormelis, mandelmel, vanilje og salt sammen. Hæld det resterende mel i og saml hurtigt dejen. Kom noget husholdningsfilm rundt om dejen og læg den på køl i 1 time. Rul derefter dejen ud og kom den i en smurt tærteform (min form er 26 cm i diameter). For at tærten får en fin kant, kan du tage en kagerulle og rulle over kanten på tærteformen. Tryk dejen godt ind mod kanterne. Prik huller i dejen med en gaffel og beklæd tærten med bagepapir. Hæld en pose tørrede kikærter på bagepapiret og bag tærten i ca. 15 minutter i midten af ovnen ved 175 °C til den bliver let gylden i kanterne.

Vaniljecreme

Imens tærtebunden er i ovnen, laves vaniljecremen. Hæld mælk og maizena i en gryde og kog det op under omrøring til det tykner. I en skål piskes æg og sukker. Bland lidt af sukkeret med vaniljekornene. Pisk æggemassen lyst og luftig. Hæld nu æggemassen op i gryden, og lad det koge op under omrøring indtil det får en tyk og cremet konsistens. Sæt cremen på køl, indtil den skal bruges.

Mazarinfyld

Smuldre marcipanen og kom det i en skål. Hæld sukkeret i lidt ad gangen og pisk godt og tilsæt mel. Bland lidt af sukkeret med vaniljekornene. Tilsæt smør og æggene lidt ad gangen imens der piskes. Mazarinen er færdig når massen er lys og luftig. Mazarinmassen fordeles på den afkølede tærtebund. Bag tærtebunden i midten af ovnen ved 190°C varmluft i ca. 30 minutter. Den er færdig, når massen hæver lidt op og får en flot gylden farve. Sæt tærten på køl.

Chokoladelag

Smelt den mørke chokolade og fordel den på den kolde mazarin tærtebund. Lad chokoladen sætte sig.

Ved servering

Pisk fløden og vend den forsigtigt med vaniljecremen. Hæld cremen på tærten.

Pynt tærten med jordbær, spiselige blomster og evt. hakkede pistaciekerner. Velbekomme!

Bedøm denne ret

10 Comments
  1. Hej skøn video og opskrift ?? jeg har inviteret familien på aftenkaffe i anledningen af min fødselsdag imorgen, ville det være muligt at lave kagen iaften og vente med at komme creme og pynte den til imorgen? Eller ville den blive for blød på køl? Håber du når at svare ??????

  2. Jeg ville også rigtigt gerne vide hvad str. tærteform du har brugt? OG! Ved du om der er forskel på bagetid, hvis jeg f.eks. bruger et tærtefad, der er jo tykkere i forhold til den almindelig tærteform, som bare er lavet af aluminium? ?

  3. Hejsa,
    Min bror bliver student i morgen og jeg skal derfor stå for kagen. Du svarer Gry i en kommentar, at det er fint at lave kagen dagen inden og vente med creme til på dagen. Forstår jeg dig rigtigt når jeg så skal lave tærtebunden og bage den, samt bage den med mazarinfyldet her til aften og så lave vaniljecreme og chokoladelaget i morgen?
    Og kagen/tærten skal vel bare på køl til i morgen ikke?
    Tak på forhånd.
    Jeg lavede i øvrigt din gulerodskage for en måned siden og serverede til familiefødselsdag – aldrig har jeg smagt en bedre gulerodskage og lige sådan sagde gæsterne;)

    1. Hej
      Dejligt at høre, at gulerodskagen blev god! 🙂 Mht. jordbærtærten, så kan du bage tærten med mazarinmassen og komme chokoladelaget på i aften. Du kan også koge cremen i dag og bare vende den med flødeskummet i morgen og så pynte kagen færdig i morgen.Jeg håber, at det giver mening. Rigtig god fornøjelse! Kh Frederikke

  4. Hej. Jeg skal lave denne jordbærtærte til et arrangement i morgen. Jeg skal ca. køre en time i bil for at komme derud, og i den forbindelse er jeg lidt i tvivl om, hvorvidt jeg skal lave kagen færdig inden, da jeg er bange for, at det smelter. Er det ellers muligt at piske cremen sammen med fløden og transportere det i en beholder for sig? Eller bliver jeg nødt til at vente helt med at piske flødeskum og blande det med cremen, til jeg kommer derhen? Mvh. Klara

    1. Du kan enten lave cremen helt færdig og så transportere den i en beholder, eller du kan lave cremen, når du er fremme og så pynte kagen 🙂 Rigtig god fornøjelse!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Kurv Luk
Updating…
Ingen produkter i kurven