Brombærtærte - Opskrift på sprød og lækker tærte med brombær
Gem til senere
Madplaner Opslagstavle

Brombærtærte

Brombærtærte – opskrift på sprød og lækker tærte med brombær. Denne brombærtærte smager vidunderligt af sommer og sol. Brombær er et af de flotteste bær med den mørke dybe sortlilla farve og bærrene egner sig perfekt i marmelade, tærter og crumble. De brombær jeg har brugt er fra sidste år og kommer fra min mormor og morfars have, hvor der hvert år er fyldt med brombær. Det er ren lykke! Denne tærte er med et fletlåg eller dejgitter, som bliver lavet af mørdejen. Server gerne tærten lun med creme fraiche, vaniljeis eller flødeskum. Tærten kan sagtens fryses og nemt tøes op i ovnen, så der hurtigt kan serveres en lækker tærte. Rigtig god fornøjelse!

Tip: I stedet for at smide vaniljestænger ud, kan du nemt lave dit eget vaniljesukker ved at komme vaniljestængerne i et glas med sukker. Det dufter vidunderligt! Sådan gør du: Fyld sukker eller rørsukker i et patentglas. Når du har brugt vaniljekornene i en vaniljestang, lægger du vaniljestangen ned i glasset, og dækker den med sukker. Så har du altid vaniljesukker, du kan bruge i stedet for alm. sukker i desserter, kærnemælkskoldskål m.m. Samtidig kan du nemt tage et par vaniljestænger op af glasset, som du kan koge med i hindbærpure, ved bagte rabarber m.m. Husk at ryste glasset en gang imellem, så sukker og vanilje bliver blandet godt sammen, og tilsæt ekstra sukker sådan at vaniljestængerne er dækket.

Indlægget er lavet i samarbejde med Le Creuset og deres nye Chiffon Pink kollektion. Se kollektionen her.

Brombærtærte

Opskrift til 8-10 personer
Forberedelse 1 t. 30 min.
Tilberedning 35 min.
I alt 2 t.

Ingredienser

Mørdej
Brombærfyld

Fremgangsmåde

Mørdej

Hæld mel og sukker ud på et rent bord i en lille bunke. Smuldr smørret i melet. Tilsæt ægget og ælt hurtigt sammen til en ensartet mørdej. Sæt dejen på køl i ca. 1 time.

Brombærfyld

Bland vaniljesukker og kartoffelmel sammen og drys det ud over de frosne bær og bland det sammen. Lad bærrene tø op på køkkenbordet, imens dejen står på køl.

Sådan samler du tærten

Rul dejen ud på et meldrysset bord med en kagerulle.  Rul herefter dejen op på kagerullen og kom den over i en tærteform (28 cm i diameter). Pres dejen godt rundt i kanterne og skær overskydende dej væk.

Gem resten af dejen, hvis du vil lave et ”dejgitter”, som jeg har gjort.

Fordel den revne marcipan i tærtebunden, og hæld brombærfyldet ud over. Rul resten af dejen ud, og skær den i lange strimler, som lægges over brombærfyldet; først på den ene led og så på den anden led, sådan at det danner et gitter. Du kan også stikke små blade ud af dejen med udstiksforme til at pynte tærten med.

Pensl dejen med sammenpisket æg, og bag tærten ved 200 C i ca. 30-35 min. Server den lune tærte med creme fraiche eller flødeskum. Velbekomme!

Bedøm

Bliv medlem 

Skriv endelig en kommentar

Skriv en kommentar