Toffifee cheesecake

Jeg har efterhånden lavet en hel del cheesecakes og tror aldrig jeg bliver træt af at udvikle cheesecake opskrifter. De kan varieres med mange forskellige smage både syrlige, men også de søde. Egentlig er jeg ikke så vild med cheesecake, hvis de har for meget ostesmag, så jeg sørger altid for at komme en større del flødeskum i, så bliver ostecremen dejlig cremet og let. Denne cheesecake er med Toffifee og nougat. God fornøjelse med opskriften og husk at hashtagge #frederikkewaerens, hvis I bager mine kager og deler dem på Instagram!

Ingredienser

Kiksebund:

250 g Digestive kiks

120 g smør, smeltet

Nougatlag:

200 g nougat

Flødeostecreme:

400 g Philadelphia eller en anden neutral flødeost

120 g flormelis

Kornene fra 2 vaniljestænger eller 1 spsk. vaniljesukker

½ l piskefløde

1 spsk. citronsaft

24 stk. Toffifee, hakket

Karamelsauce:

1 poser Wherters Original, soft caramels (125 g) kan købes i Bilka

1 dl fløde

1 knivspids salt

Pynt:

16 stk. Toffifee , halvdelen hakket og halvdelen hele

100 g hasselnødder, hakket

1 bakke friske hindbær

Karamelsauce

Fremgangsmåde

Kiksebund:

Hak kiksene i en foodprocessor, så de er helt fint malede. Smelt smørret og bland det godt sammen med kiksene til en ensartet masse. Hæld kiksemassen i en springform beklædt med bagepapir i bunden (min form er 23 cm i diameter). Pres massen godt ned i bunden, og sæt formen i køleskabet.

Nougatlag:

Smelt forsigtigt nougaten og hæld den på den kolde kiksebund og sæt derefter kagen tilbage i køleskabet.

Flødeostecreme:

Pisk flødeost, vanilje, flormelis og citronsaft i en skål. Pisk fløden til skum i en anden skål. Vend flødeskummet i ostecremen og rør de grofthakkede Toffifee i. Beklæd indersiden af springformen med kageplast og fordel flødeostecremen ud på kiksebunden. Stil kagen på køl i nogle timer, gerne natten over.

Karamelsauce:

Lav karamelsaucen lige inden kagen serveres ved at smelte karamellerne i en lille gryde og rør fløden i. Tilsæt salt og rør rundt indtil karamellen bliver ensartet og smelter. Hæld det op i et glas eller en lille kande, så du nemt kan hælde det udover kagen.

Befri kagen fra springformen og kageplast. Pynt kagen med Toffifee, hasselnødder, hindbær og karamelsauce. Velbekomme!

2 Comments
  1. Hej
    Tror der er en fejl med denne opskrift, jeg kan i hvert i fald ikke se nogle ingredisenser 🙂
    Håber det bliver rettet, så jeg kan bage den, da den ser overdrevet lækker ud.

    1. Årh, det kan jeg godt se! Det får jeg straks fikset, men indtil da kan jeg se, at det virker fra min mobil, så prøv om du kan se opskriften på din mobil 🙂 Rigtig god dag!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.