No Bake S’mores Pie!

I dag har jeg virkelig holdt søndag i laveste gear med hygge, en tur i haven og selvfølgelig kagebagning. Jeg har længe haft lyst til s’mores, men da det ikke ligefrem er bålvejr endnu, så måtte jeg tænke ud af boksen og det kom der denne lækre No Bake S’mores Pie ud af. Det er en kraftig, konfektagtig sag, så den skal nydes i små delikate stykker, perfekt til en god kop kaffe!

Ingredienser

Kiksebund:

200 g digestive kiks

200 g smeltet smør

Karamelfyld:

1 dåse kondenseret mælk

80 g smør

1 ½ spsk sukker

Desuden 1 dl mini marshmallows (kan udelades)

Chokoladeganache fyld:

1 ½ dl fløde

150 g mørk chokolade, hakket

Marengs:

1 ½ pasteuriserede æggehvider

90 g sukker

Fremgangsmåde

Kiksebund:

Hak kiksene i en foodprocessor, så de er helt fint malede. Smelt smørret og bland det godt sammen med kiksene til en ensartet masse. Hæld kiksemassen i en aflang tærteform med løs bund, min form er ca. 8×40 cm. Pres kiksemassen godt ned i bunden og op af kanterne, og sæt formen i køleskabet.

Karamelfyld:

Hæld kondenseret mælk, sukker og smør i en gryde, og lad det blive varmt, så smørret smelter. Skru nu højere op for varmen og kog cremen i ca. 10 min, imens du hele tiden rører rundt i gryden, så det ikke brænder på. Cremen skal blive lidt mørkere og tykne, før den er færdig.

Fordel skumfiduserne på den kolde kiksebund og hæld karamelfyldet ud over. Sørg for at laget ikke bliver for tykt – der skal jo også være plads til chokolade ganachen. Sæt formen tilbage i køleskabet, imens du tilberede ganachen.

Chokoladeganache fyld:

Hæld fløden i en gryde og varm det op til kogepunktet. Hak chokoladen og kom den i en skål. Hæld fløden over chokoladen og vend det rundt til chokoladen er smeltet. Lad ganachen køle lidt af i køleskabet, inden den hældes ud over karamelfyldet. Stil formen på køl igen, igen.

Marengs:

Nu er du klar til sidst trin. Pisk æggehviderne, imens du tilsætter sukkeret lidt efter lidt. Pisk ved høj hastighed i ca. 10 minutter, indtil det bliver til en stiv marengs. Kom marengsmassen i en sprøjtepose og sæt små ”dutter” på tærten. Brænd marengsen med en ”bunsenbrænder” (sådan én man bruger til Crème Brûlée). Pynt f.eks. kagen med skovsyre og servér i små fine stykker. Velbekomme!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.