Når det gør ondt indeni

Jeg har været meget i tvivl om jeg skulle dele dette med jer. Mest af alt fordi det er virkelig personligt og fordi min blog jo handler om kager og opskrifter. Men også fordi det er meget grænseoverskridende for mig, men på den anden side er dette medie et frirum og et talerør, hvor tankerne kan få frit spil. I er flere der har efterspurgt personlige indlæg fra mig, der jo normalt gemmer sig bag alle kagerne, så jeg håber, at I vil tage rigtig godt imod det og måske det kan hjælpe nogle af jer derude, som er eller har været i samme situation.
I denne uge har DR P3 haft fokus på et bestemt emne, nemlig angst og det er præcist det, som dette indlæg handler om, for lige siden jeg gik i 8. klasse har jeg faktisk levet med angsten som min følgesvend. Og det kom nærmest fra den ene dag til den anden. Jeg gik fra at være glad og velfungerende til at være helt nede i et stort sort hul. Jeg blev pludselig bange for alt. Bange for at blive syg, bange for, at der skulle ske mine forældre og mine søskende noget, bange for at være alene, bange for at sove, bange for at miste kontrollen, bange for at dø. Faktisk bare bange for livet. Jeg følte hele tiden, at jeg ikke kunne trække vejret ordentligt ned i maven. Jeg trak kun vejret oppe i brystet, hvilket resulterede i at jeg gik og var svimmel og nærmest hyperventilerede. Det er den mest ubehagelige og uhåndgribelige tilstand at være i og det er ikke noget, man kan se udefra. Det er ikke ligesom, når man har brækket benet. At have ondt i sindet er en svær størrelse. Jeg fik også hele tiden katastrofetanker og prøvede at aflede dem med tvangshandlinger og efter flere lægebesøg fik jeg til sidst diagnosen angst og OCD.
Jeg gik både til psykolog i 10.klasse, men også da jeg startede i gymnasiet. Hos den sidste psykolog blev jeg behandlet med Kognitiv Adfærdsterapi, hvilket vil sige, at man arbejder med at indlære nye tankemønstre og ændre adfærd. På den måde ser man angsten i øjnene ved at gøre de ting man er bange for i små bidder. Det kunne f.eks. være at tage toget alene, handle alene eller være alene hjemme. Da jeg gik i 2.g var angsten så slem, at jeg ikke kunne komme med min klasse på studietur.
Selvom det tog lang tid for mig at øve mig i disse ting, så blev jeg gradvist bedre og angsten blev mildere og mildere. Jeg lærte, at jeg hele tiden skulle sørge for at græsset blev slået, fordi hvis græsset blev for langt, så fik jeg det endnu mere dårligt.
I dag har jeg ikke haft angst eller angstanfald i ca. 3 år og det er så skønt og befriende at angsten ikke længere styrer mit liv. Jeg ved, at jeg har lettere ved at blive bange og nervøs, men nu ved jeg, hvilke værktøjer jeg skal bruge. Det er helt okay at have et skrøbeligt sind. Instagram har helt klart været en stor del af processen for at få det bedre. Det har ledt mine tanker et andet sted hen og været med til at udfolde min kreativitet. Jeg er derfor evig taknemmelig for at I følger mig og altid tager godt imod mine billeder og opskrifter med de sødeste ord. TAK!
Beklager den lidt kludrede og lange smøre, men tusind tak fordi du læste med! Det betyder virkelig meget for mig. Måske du kan genkende noget af det og har lyst til at dele din egen historie. I så fald er du meget velkommen i kommentarfeltet og lad os allesammen bryde tabuet om angst og andre former for psykiske lidelser. Det er så vigtigt at tale om det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.