Flettet påskekrans

Nu er det endelig påske, og de fleste af os har et par ekstra fridage, som kan bruges til hyggelige timer i køkkenet. Hvad enten det er for at lave lækre påskeretter eller for at bage og lave desserter, er det skønt at have tid til at gøre sig umage. Denne påskekrans, med fyld af marcipanremonce og pyntet med flotte chokolade påskeæg, er rigtig fin, og så smager den vidunderlig, næsten som en gammeldags hjemmebagt kringle! Den er ikke så svær at lave, som det måske lyder i opskriften, bare tænk på hvordan man fletter en fletning… God fornøjelse og god påske!

Ingredienser

Påskekrans (giver ca. 10-12 stykker krans/kringle)

Dej:

50 g gær

2 dl mælk, lunken

2 æg

100 g smør, stuetemperatur

½ tsk salt

2 spsk sukker

1 tsk kardemomme

1 tsk vaniljesukker

ca. 500 g mel

Remonce:

100 g smør, stuetemperatur

100 g revet marcipan

70 g sukker

Glasur:

100 g flormelis

ca. 2 spsk. kogende vand

Pynt:

Forskellige chokolade påskeæg, efter smag og behag

Fremgangsmåde

Dej:

Start med at opløs gæren i halvdelen af den lunkne mælk i en røremaskine. Når den er opløst, hældes resten af mælken i. Tilsæt salt, sukker, æg, smør, kardemomme, vaniljesukker og rør godt. Tilsæt nu ca. halvdelen af melet, og ælt dejen godt på maskinen. Tilsæt derefter mere mel, indtil dejen ikke er klistret,  og ælt dejen til den er blank og smidig. Lad dejen hæve ved stuetemperatur i skålen i ca. 1 time under et viskestykke.

Remoncen:

Bland ingredienserne godt sammen med en gaffel og stil remoncen til side, til den skal bruges.

Sådan fletter du kransen:

Når dejen har hævet, rulles den ud i et langt smalt rektangel (ca. 20 x 100 cm) på et meldrysset bord. Del rektanglet i 3 lange smalle bånd. Fordel remoncen i en smal stribe midt på hvert af de 3 bånd.  Lav nu en “dejsnor” af hvert bånd ved at folde den ene dejside ind over remoncen, pensel dejkanten med pisket æg og fold den anden dejside ind over og tryk let. Når de 3 “dejsnore” er færdige, samles de i den ene ende. Så fletter man dem sammen, ved forsigtigt at løfte den yderste “dejsnor” ind i midten af de 2 andre – skiftevis tages den yderste “dejsnor” fra den ene side og derefter fra den anden side. Da “dejsnorerne” jo er meget lange, er det godt med et ekstra par hænder til hjælp i begyndelsen, så man ikke får trukket for meget i dejen, da “dejsnorerne” helst skal blive ved med at være runde og lige tykke. Den lange fletning flyttes forsigtigt over på en bageplade og formes til en krans. Her er kransen lidt oval, som et påskeæg. Lad kransen efterhæve tildækket i ca. 30 min, og bag den ved 200 C i ca. 20-25 min.

Glasur:

Rør flormelis og kogende vand sammen til en blank glasur.

Sådan pynter du kransen:

Lad kransen køle lidt af, inden den pyntes med påskeæg, som sættes fast med lidt glasur. Du kan også vælge at pynte kransen med glasur over det hele, og så sætte påskeæg på glasuren. Kransen spises, imens den stadig er helt friskbagt og lidt lun. Velbekomme!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.