Brombærtærte

 

Indlægget er lavet i samarbejde med Le Creuset og deres nye Chiffon Pink kollektion. Se kollektionen her.

Denne brombærtærte smager vidunderligt af sommer og sol. Brombær er et af de flotteste bær med den mørke dybe sortlilla farve og egner sig perfekt i marmelade og tærter. De brombær jeg har brugt er fra sidste år og kommer fra min mormor og morfars have. Det er ren lykke! Her kommer opskriften:

Ingredienser

Mørdej:

350 g hvedemel

150 g smør, koldt

3 spsk. sukker

1 stort æg

1 sammenpisket æg til pensling

Brombærfyld:

400 g brombær, frosne

75 g hjemmelavet vaniljesukker (se tip i bunden) ell. 75 g sukker og 1 tsk. vanilje

1 stor tsk. kartoffelmel

150 g groftrevet marcipan

 

 

Fremgangsmåde

Mørdej:

Hæld mel og sukker ud på et rent bord i en lille bunke. Smuldr smørret i melet. Tilsæt ægget og ælt hurtigt sammen til en ensartet mørdej. Sæt dejen på køl i ca. 1 time.

Brombærfyld:

Bland vaniljesukker og kartoffelmel sammen og drys det ud over de frosne bær og bland det sammen. Lad bærrene tø op på køkkenbordet, imens dejen står på køl.

Sådan samler du tærten:

Rul dejen ud på et meldrysset bord med en kagerulle.  Rul herefter dejen op på kagerullen og kom den over i en tærteform (28 cm i diameter). Pres dejen godt rundt i kanterne og skær overskydende dej væk. Gem resten af dejen, hvis du vil lave et ”dejgitter”, som jeg har gjort. Fordel den revne marcipan i tærtebunden, og hæld brombærfyldet ud over. Rul resten af dejen ud, og skær den i lange strimler, som lægges over brombærfyldet; først på den ene led og så på den anden led, sådan at det danner et gitter. Du kan også stikke små blade ud af dejen med udstiksforme til at pynte tærten med. Pensel dejen med sammenpisket æg, og bag tærten ved 200 C i ca. 30-35 min. Server den lune tærte med creme fraiche eller flødeskum. Velbekomme!

Tip: I stedet for at smide vaniljestænger ud, kan du nemt lave dit eget vaniljesukker ved at komme vaniljestængerne i et glas med sukker. Det dufter vidunderligt! Sådan gør du: Fyld sukker eller rørsukker i et patentglas. Når du har brugt vaniljekornene i en vaniljestang, lægger du vaniljestangen ned i glasset, og dækker den med sukker. Så har du altid vaniljesukker, du kan bruge i stedet for alm. sukker i desserter, kærnemælkskoldskål m.m. Samtidig kan du nemt tage et par vaniljestænger op af glasset, som du kan koge med i hindbærpure, ved bagte rabarber m.m. Husk at ryste glasset en gang imellem, så sukker og vanilje bliver blandet godt sammen, og tilsæt ekstra sukker sådan at vaniljestængerne er dækket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.